"Ctrl Alt Del"
"Ctrl Alt Del"

Denne hjemmeside opdateres ikke mere.

 

Gå venligst til min nye hjemmeside ved at klikke her.

 

 

 

Ctrl Alt Del

 

 

"Ctrl Alt Del" er en ungdomsbog med lige dele genkendelig teenage-hverdag og spænding. Den handler om hvor uforudsigeligt livet kan være, og om hvordan vores valg kan få et helt andet resultat end forventet.

 

Mia på 15 år bor sammen med sin mor og sin storebror. Hun er meget sammen med bedsteveninden, Ina, og så er hun småforelsket i skolens lækreste fyr. Men hun har et brændende ønske: at få sin gamle bærbare computer udskiftet med en ny. Derfor sætter hun den til salg på nettet, og hun bliver meget glad da der viser sig en køber. Godtnok opfører den udenlandske kvinde sig lidt underligt, og hun vil også have Mia til at sende computeren til Iran, men hvad så?

 

Mia aner ikke uråd, da der begynder at ske dramatiske ting omkring hende. Først da hun bliver anholdt midt om natten, opdager hun sandheden, men da er det for sent.

 

"Ctrl Alt Del" har sit udspring i min egen datters salg af computer via nettet. Hun blev også kontaktet af en mystisk kvinde, som tydeligvis ikke var den hun udgav sig for at være. Faktisk er alle emails i bogen mellem Mia og køberen direkte citater fra min datters oplevelse. Forskellen er dog, at vi afbrød handlen da vi begyndte at ane uråd.  Men jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad den potentielle købers formål havde været. Og det blev til "Ctrl Alt Del".

 

Der ligger en del research bag bogen. Bl.a. har jeg talt med PET om deres metoder, og om hvordan de ville forholde sig til en 15 årig terrormistænkt.

 

Jeg vil gerne understrege, at jeg intet har imod muslimer, udlændinge eller mennesker med andre meninger end mine, og det er på ingen måde min hensigt at hænge en gruppe mennesker ud som forbrydere! Jeg gør også tydeligt opmærksom på, at terrorhandlingen i bogen er planlagt af en enkeltstående person, og at den intet religiøst sigte har.

 

 

 

"Nattevandring"

 

"Nattevandring" er en digtsamling, bestående af digte jeg skrev da jeg var 21 år gammel. De er et produkt af 80erne, med tidstypiske begreber og billedsprog. Man får et indtryk af en ung kvinde der gør sig mange tanker om livet, kærligheden, venskaber og fortidens skygger. Der er en lidt skæv form for humor og stor kærlighed til ord i dem, og inspirationen er tydelig fra Lola Baidel, Stanislav Jerzy Lec  og Joni Mitchell.

Et af digtene, "Kvinder I-III", vandt en landsdækkende konkurrence i 1986.

 

 

 

 

 "Kamilleblomst"

 

"Kamilleblomst" er en ungdomsbog om 14 årige Mille, der bor alene med sin far. Hun starter på ny skole i 7. klasse, og heldigvis bliver hun veninde med Anna, som tilsyneladende har alt. Men en weekend ramler det hele, og Mille finder ud af, at måske er Anna ikke så heldig endda....

 

Bogen er udgivet på forlaget Alrune.